Europa fjerner dæmninger i rekordtempo

Læsetid: 2 minutter

I århundreder er Europas floder og vandløb blevet opdæmmet for blandt andet at drive møller, producere elektricitet og transportere tømmer. Mange af disse spærringer har for længst mistet deres oprindelige funktion, men står stadig tilbage og forhindrer vandets naturlige bevægelse og fisk som laks, ørred og ål i at nå deres gyde- og opvækstområder. Nu går udviklingen imidlertid den modsatte vej.

I 2025 blev mindst 603 dæmninger og andre barrierer fjernet fra europæiske vandløb – det højeste antal nogensinde og femte år i træk med ny rekord. Fjernelserne har tilsammen genetableret forbindelsen i mere end 3.740 kilometer floder og vandløb. Sverige lå helt i front med mindst 173 fjernede spærringer og overhalede dermed både Finland og Spanien.

Når en spærring fjernes, handler gevinsten om langt mere end fiskepassage. Et naturligt vandløb transporterer sand, grus og næringsstoffer og skaber variation med blandt andet dybe partier, vådområder og lavvandede grus- og stenbanker. Det giver levesteder for fisk, insekter og planter og kan samtidig forbedre vandkvaliteten og vandløbets naturlige funktion.

Lilla Röd Dam
Lilla Röd Dam i Sverige – Foto: Dan Calderon, Miljöteknik i Väst

Selv ganske små spærringer kan have stor betydning. En lav, gammel mølledæmning eller anden barriere kan være nok til at forhindre fisk i at bevæge sig gennem vandløbet. Fjernes den, kan mange kilometer vandløb på én gang blive tilgængelige igen. Det er netop sådanne mindre og ofte overflødige spærringer, der udgør en stor del af de barrierer, som fjernes rundt omkring i Europa.

Sverige er et godt eksempel på udviklingen. Landet har mange gamle dæmninger fra blandt andet skovbrugets tid, hvor vandløbene blev reguleret for at kunne transportere tømmer. Mange har i dag ingen praktisk funktion og kan derfor fjernes forholdsvis enkelt og billigt. Interessant er det samtidig, at arbejdet ikke alene drives af staten. Myndigheder, kommuner, miljøorganisationer og lodsejere står bag en lang række af projekterne.

Udviklingen ventes at fortsætte. Europas vandløb rummer mindst 1,2 millioner dæmninger og andre barrierer, hvoraf mere end 150.000 vurderes at være forældede. Samtidig stiller EU’s naturgenopretningslov krav om genopretning af tusindvis af kilometer fritstrømmende floder frem mod 2030. Det afspejler et ændret syn på vandløbene: Fra primært at være noget, der skulle reguleres og kontrolleres, bliver de i stigende grad betragtet som levende økosystemer, der gavner både biodiversiteten og samfundet, når de får mulighed for at løbe mere frit.

Læs hele artiklen på Verdens Bedste Nyheder.