Viborg Kommune svarer på klage om vandstandssænkning ved Gudenåcentralen
Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark indgav den 10. februar 2026 en formel klage over driften ved Gudenåcentralen/Tangeværket efter en pludselig og markant reduktion i vandføringen nedstrøms værket den 5. februar. Hændelsen medførte, at strækninger af Gudenåen i perioder var tæt på tørlagte, og at gydebanker blev blotlagt med risiko for tab af lakse- og ørredrogn.
Viborg Kommune har nu fremsendt deres svar. Kommunen anerkender de konstaterede vandstandsudsving og de udfordringer, de medfører for den nedstrømsliggende del af Gudenåen. Samtidig oplyses det, at der efter det gældende regelsæt ikke er krav om en mere kontinuerlig og stabil drift, og at værket derfor fortsat drives efter de eksisterende koncessionsbestemmelser.
Kommunen oplyser endvidere, at en ansøgning om ny vandindvindingstilladelse fra 2014 endnu ikke er færdigbehandlet, men forventes politisk behandlet i løbet af første halvår 2026.
Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark finder det afgørende, at den kommende politiske behandling ikke alene fokuserer på midlertidige justeringer af driften, men tager stilling til den grundlæggende udfordring ved værkets placering i Danmarks største vandløb. En varig løsning for Gudenåen forudsætter, at åen igen kan fungere som et sammenhængende og fritstrømmende økosystem.
Læs FFDs klage over Gudenåcentralen/Tange Værket.
Læs Viborg Kommunes svar på klagen.
PDF-fil med Tangeloven af 1918.

