Lidt om Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark:

Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark er den eneste landsdækkende tværfaglige forening af sin art her i landet. Foreningen samler lystfiskere, lodsejere, ferskvandsfiskere og dambrugere og én og samme forening og samler således alle interesser ved vore ferske vande.

Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kunne i 2002 fejre sit 100 års jubilæum. Gennem alle årene har foreningen bevaret sit tværfaglige indhold og sammensætning, selvom der gennem tiden er sket forskydning i forholdet mellem antallet af de fire parter. Foreningen startede med hovedvægten på dambrugsdrift og ferskvandsfiskeri, men udviklingen har gennem tiden ændret sammensætningen af foreningens medlemsskare, således at lystfiskerne i dag er blevet de fleste.

Udviklingen til trods, så fastholder foreningen sit tværfaglige samarbejde med alle brugere af det ferske vand. Dette sker blandt andet gennem den rådgivning som Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark yder Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og fiskeri i det rådgivende §7-udvalg. Foreningen rådgiver desuden om fiskerireguleringer, fiskepleje mv. og deltager i udarbejdelsen af love og bekendtgørelser indenfor området. Foreningen er også høringsberettiget i forbindelse med det offentliges sagsbehandling indenfor områder af Miljøbeskyttelsesloven, Vandløbsloven og andre områder indenfor miljø, fiskeri og natur.

Foreningen henvender sig til alle, som har interesse i og omkring de ferske vande, og alle – foreninger som enkeltpersoner – kan blive medlem af foreningen og der igennem modtage medlemsbladet ”Ferskvandsfiskeribladet”.

Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark c/o Kontorhjælpen v/Gitte Underbjerg ● NP Danmarksvej 79 ● 8732. ● Hovedgård ● Tlf. 51 24 02 11● CVR nummer 25145615